Frivillige gør en forskel med aktiviteter

Borgere hjælper frivilligt asylcenteret i Sønderborg med at få sat form på aktiviteterne for flygtninge.

 

Af Mia Dernoff

 

To biler er parkeret på en skrå broget bakke, ud af vinduerne hænger lange blikke af nysgerrighed, en flok mennesker kommer med hænderne fulde af store bakker æg. De bevæger sig op mod porten til den gamle bygning, og så forsvinder de.

 

For få måneder siden åbnede der et asylcenter i Sønderborgs gamle kaserne. Asylcenteret huser omkring 650 flygtninge fra Syrien.

Størstedelen er enlige mænd, men også familier med børn holder til på centeret. 

På asylcenteret er der få aktiviteter for beboerne, men det ville en af byens borgere Kristian Clemmensen lave om på.

 

Han fik ideen til at samle en gruppe, der kunne hjælpe asylcenteret med aktiviteter, da han på en ferie mødte Mila, hendes søster og mor, som var flygtet fra Aserbajdsjan. 

 

- Mila og hendes familie fortalte, hvor meget de frivillige havde betydet. Mila holdte for nogle år siden folkets nytårstale på dansk tv, dette var hovedinspirationen, fortæller Kristian Clemmensen.

 

Kristian Clemmensen startede derfor facebooksiden Sønderborg Asylcenterets Venner. Her ville han samle folk, der kunne tænke sig at gøre en frivillig indsats, når asylcenteret kom. Da hans ideologi er, at flygtninge har brug for at tænke på noget andet end den situation de er i.

 

- Flygtningene har rigtig mange bekymringer og kan godt bruge adspredelse, siger Kristian Clemmensen.

 

Han kontaktede derfor kommunen i Sønderborg og fik fat i byens frivilligcenter og mødtes også med lederen fra asylcenteret. Derefter tog leder af frivilligcenteret Iben Hauschultz over.

 

Facebookgruppen blev da til en rigtig forening, som er blevet et samarbejde mellem asylcenteret og de frivillige borgere. De skal i foreningen sammen koordinere og planlægge aktiviteter for asylansøgerne og tiltrække nye frivillige, der kan hjælpe. Målet er, at aktiviteterne kan berige beboerne på asylcenteret med gode oplevelser.

 

- Målet er at adsprede flygtningene men også at opbygge en lokal butik med brugte ting, cykelværksted mm. Med aktiviteterne kan de blive introduceret til en dansk kultur, som de måske skal integrere sig med, siger Kristian Clemmensen.

 

 

Få aktiviteter

De nuværende faciliteter på asylcenteret er få, der er idrætsfaciliteter og en butik. Der er for nylig indrettet et rum til at man kan beskæftige sig med at sy og strikke, og til de yngste børn er der skabt et legerum. Der bliver i foreningen arbejdet på at lave et cykleværksted. Aktiviteterne er til for at hjælpe med at få tiden til at gå, for de mange asylansøgere der venter på svar, om hvad der skal ske med deres fremtid.

 

- Vi har altid travlt, så vi synes tiden går hurtigt, men det gør den ikke for dem, siger Ninna Svendsen, leder for asylcenteret.

 

Anna Degn er en af de frivillige, der gerne vil gøre en forskel, derfor har hun meldt sig ind i Sønderborg Asylcentrets Venners forening. Hun vil gerne hjælpe asylcentrets beboere, hvis der er behov for det, hun kan tilbyde.

 

- Jeg har tænkt på, jeg kunne hjælpe til med lidt dansk undervisning. Jeg er uddannet indvandrerlærer, så noget med sprog, hvis der er brug for det.

 

Aktiviteter gør en forskel

Aktiviteter er der brug for, de slår ikke bare ventetiden ihjel, det skaber forståelse mellem forskellige kulturer og nationaliteter. Aktiviteter på asylcentre kan være godt, da det kan fremme mødet mellem danskere og asylansøgere. Mødet gør en stor forskel, mener Maria Blankensteiner, som er frivillig konsulent ved Røde Kors og arbejder med frivillige på asylcentre.

 

- På den måde har asylansøgere mulighed for at møde nogen, der bor i det område, hvor de er, det at der er nogen, der gerne vil en, fx siger velkommen når man kommer til et asylcenter i bogstaveligste forstand men også i overført betydning. Det at man mærker, der er en befolkning, der gerne vil en, gør en stor forskel.

 

Aktiviteterne kan være med til at skabe kulturmøder og forståelse for hinanden. En aktivitet som et cykelværksted kan være en god måde at introducere asylansøgere til det danske samfund.

 

- Det gør også en forskel, at de frivillige fx er med til at lave frivillige cykelværksteder eller laver cykelkurser, så asylansøgerne kan lære at cykle og kan bevæge sig i området, siger Maria Blankensteiner.

 

Særlig magi blandt frivillige

De frivillige der står for aktiviteterne kan noget særligt.

- Det som frivillige kan er noget helt andet. De møder beboerne som mennesker, de møder dem som deres ven, som nogen der gerne vil dem, bare fordi de er til. Det er også aktiviteten, men mødet der er rigtig interessant, det er det, der gør den store forskel, siger Maria Blankensteiner.

 

Der er brug for frivillige kræfter til landets 45 asylcentre, for de nyeste tal fra Udlændingestyrelsen viser, at det land Danmark modtager flest asylansøgere fra er Syrien. I år er antallet 6181 mennesker, det er 3 gange flere, der har søgt asyl i Danmark i modsætning til året før. Kasernen i Sønderborg er opkøbt af kommunen og skal huse asylcenteret frem til udgangen af år 2016.

Leder af Frivilligcenteret i Sønderborg Iben Hauschultz.