Åbenhed danner fællesskab

Ærlighed hjalp Thobias gennem angsten.

 

Vinden blæser let igennem grenene, mens solen skinner fra sit højeste punkt. Thobias Faust sidder afslappet og i godt humør. Han er klædt i en sort buks og kortærmet T-shirt, der matcher hans sorte hår, som er spændt op i en hestehale.  Han sætter sig på træreposen.  Jeg sidder foran ham, og bagved os ligger Vallekilde Højskole. Det har været Thobias’ hjem det sidste halve år. En skole, som har haft stor indflydelse på, hvordan Thobias har det i dag.

 

Noget er nemlig forandret ved Thobias. Udenpå kan man ikke se det, men indeni er der sket en masse. Før Thobias startede på højskolen, havde han et angst anfald næsten hver eneste dag; svedige håndflader, hjertebanken, høj puls og tanker der kredsede om døden.

 

I dag er det anderledes.

 

Lige inden han skulle begynde på højskolen, farede tankerne gennem hovedet på ham:

”Det bliver fedt, det bliver sjovt, åh nej jeg vil ikke”, siger Thobias. Utallige gange overvejede han at springe fra.

 

Han begyndte alligevel, og det skulle vise sig at være et godt valg.

 

Ærlighed skaber kontakt

Efter et par uger på højskolen beslutter Thobias sig for at fortælle om sin sygdom. Det er ikke noget, som skal pakkes ind, synes han. Så Thobias forbereder sig godt på, hvordan han vil fortælle det til de andre elever. Han finder ud af, at der er morgensamling, så han vil sige det der, foran alle eleverne og lærerne.

 

-  Jeg havde siddet op natten før og lavet et Powerpointshow med stikord for, hvad det var, jeg skulle sige, sådan generel information omkring angst, fortæller Thobias.

 

Thobias synes, at emnet angst er sådan et, der ikke er så mange, der ved noget om. De fysiske symptomer, og hvordan man snakker til folk, som er inde i et angst anfald.

 

Han vil kort sagt fortælle, hvad angst gør ved ham.

 

Om morgenen er han lidt anspændt. Det er lidt nervepirrende, synes han og mærker det helt ind i sin mave. Men han gennemfører det.

 

- Efter jeg havde gjort det, kom der folk hen og ligesom åbnede sig for mig. Op. ”Jeg har det sgu også på den her måde” fortalte de mig. Det var sådan, det startede. Altså at vi fik et fællesskab og kunne snakke med hinanden, os der har angst, siger han.

 

Det viser sig, at der er flere i samme situation som Thobias. De kan nu støtte hinanden og snakke åbent om angsten på Vallekilde Højskole. 

 

 

 

Sammen om angsten

Med rolighed i stemmen begynder Thobias at åbne mere op. Mens vi sidder og snakker, har han taget benene op under sig, og sidder i skrædderstilling på det træværk, vi befinder os på. Jeg begynder at spørge indtil, hvordan de så kunne bruge hinanden.  Thobias erindrer en dag på højskolen, hvor de finder hinanden i angsten.

 

”Åhh, jeg har det ikke så fedt, kan vi snakke lidt”, sådan spørger en kammerat Thobias midt i et spil Settlers. Det er en af de andre elever på højskolen, som efter Thobias’ oplæg også er stået frem med sin angst.

 

” Prøv at lave noget andet. Lad være med at kør’ dig selv op i en spids”, fortæller Thobias ham. Thobias foreslår, at han kan gå ned og tromme. Det afleder tankerne. Og det ender med at hans ven går i musiklokalet for at tromme sig ud af sin angsttilstand.

 

- Han sagde, at det hjalp meget godt,

 

fortæller Thobias, og kommer pludselig i tanke om, hvordan han også engang var i samme situation som sin ven:

 

- Jeg har også selv hevet fat i ham engang, da jeg virkelig ikke havde det så godt.  

 

Thobias befinder sig i et af undervisningslokalerne med sin computer. Han spiller spil, og pludselig får han det dårligt. Hans hjerte hamrer hurtigere og hurtigere, og han tror, han skal dø.

 

Han lægger to fingre på halsen, tæller antal gange hjertet slår. Pulsen er høj. 

 

”Så er det nu”, tænker Thobias. Angsten bryder ud.

 

Han trækker sig, går for sig selv, men intet hjælper.

 

Angsten vil ikke gå over.

 

”Jeg bliver nødt til at snakke med nogen om det”, tænker han. Thobias går ned i spisesalen og finder sin ven, der også har angst. Thobias fortæller ham, at han har det dårligt. De er i gang med at spille brætspil, og vennen hjælper ham og er der for ham.

 

- Han sagde eller gjorde ikke noget i situationen andet bare end at være der, hvilket faktisk var rigtig rart,  fortæller Thobias.

 

 

Fællesskab på højskolen har været med til at hjælpe

- Jeg er blevet meget bevidst om, hvad der sker, og hvordan jeg håndterer mine angstanfald, fortæller Thobias.

 

Siden han startede på skolen, har han kun haft ganske få angstanfald, og han har slet ikke haft behov for sine behandlere, som han plejer at bruge derhjemme.

 

Thobias fortsætter eftertænksomt med at reflektere over sin udvikling.

 

- Jeg er meget glad for, at jeg stadig har både min mentor og behandler tilknyttet mig, fordi de skal til at hjælpe mig i gang med uddannelse. Jeg skal starte på VUC, hvilket er noget, jeg har prøvet før, men alligevel bliver ret nyt, siger Thobias.

 

En kombination af omgivelser på højskolen, menneskerne og praktiske øvelser har været med til at hjælpe Thobias til at få det bedre, og det kan mærkes. Thobias husker tilbage på, hvordan han var, før han tog på højskole.

 

- Sidste år havde jeg meget en tendens til at være oppe i mit eget hoved og isolere mig selv en hel del. Det kan man selvfølgelig her, men det er meget svært, fordi der altid sker et eller andet, og der er altid nogen, der laver noget, og man kan altid snakke med nogen om alting, siger han.

 

Thobias er endnu ikke helt sikker på, hvordan det skal gå, når opholdet på Vallekilde Højskole stopper. For selvom angsten er blevet mindsket drastisk og er gået fra daglige anfald til et antal anfald, der kan tælles på en hånd, lurer angsten stadig, og den kan komme, hvornår det skal være.

 

- Jeg frygter det stadig, det er dybt ubehageligt, men jeg tillægger det ikke lige så mange tanker mere, overhovedet.  Så jeg tror egentlig, det har gjort meget at lære mig selv at flytte fokus på den ene eller anden måde, siger Thobias med en glad stemme.

 

Det at være åben omkring sin angst har betydet alt for Thobias. I dag kan han se det udefra med et smil på læben.

 

 - Når jeg kigger tilbage på det nu udefra, virker det jo totalt latterligt, at det sker, men det virker rigtig seriøst, når man sidder i det, men jeg øver mig på at grine af det, når jeg ikke sidder i det,

 

siger Thobias med et grin over mundvigen.